Monja

fredag, juli 22, 2005 kl. 09:36

Ekstra deller – velkommen til

Det er simpelthen utroligt!!! Jeg skal til bryllup i weekenden og ville lige prøve min kjole. Vist har den altid siddet snært, men jeg kunne slet ikke komme i den. Jeg føler ikke jeg er blevet tykkere, men det må jeg jo være. For pokker, nu er der seriøs slankekur på programmet. Ikke at det hjælper på kjole-problemet på lørdag. Hvis det så bare var fordi jeg var gravid.

onsdag, juli 20, 2005 kl. 15:44

Arbejde og behandling

Jeg har fortalt mit arbejde at vi prøver at blive gravide, og at vi er startet i behandling, fordi det ikke ville lykkes uden hjælp. Men det er godt nok ikke med min gode vilje.

Som PhD. studerende har jeg et meget fleksibelt arbejde, hvor jeg har mulighed for både at arbejde hjemme og flekse i tid. På den måde har jeg klaret hele udredningsfasen, fem inseminationsforsøg og et IVF forsøg uden at involvere nogen fra mit arbejde. Det er sikkert nogle på arbejdet, som har undret sig over, at jeg har mødt sent eller gået tidligt flere gange på en uge, men der er stort set ingen der har kommenteret det. Jeg så overhoved ingen problemer i at fortsætte dette arrangement under vores ICSI behandling. Desværre havde jeg allerede under stimulering udregnet at ægudtagningen sandsynligvis lå på en meget uheldig dag.
Som PhD studerende på et universitet er det en del af mit arbejde at undervise studerende på bachelor eller kandidat uddannelserne, og lige netop på ægudtagningsdagen skulle jeg undervisning 120 studerende. Og man kommer og underviser lige meget hvad. Så disse to begivenheder ramlede altså sandsynligvis sammen. Jeg blev nød til at gå til min vejleder for at fortælle ham om mit dilemma. Han var ekstremt forstående og foreslog, at han overtog min undervisning, hvilket der var tid nok til eftersom jeg kom til ham ca. en uge før selve dagen. Han syntes, jeg også skulle fortælle min chef om min situation, hvilket jeg gjorde. Hun havde en lidt anden indgangsvinkel til min situation. Hvor min vejleder havde udtrykt medfølelse overfor vores manglende graviditet, tænkte min chef helt klart over, hvordan denne situation ville influere på min forskning. Hun kom med kommentarer som ”Det skal nok gå, du har jo allerede mange gode resultater”. Hun var ikke uvenlig eller nedladen, hun reagerede bare ikke på et personligt plan. Og hvor jeg kom til at græde foran min vejleder, havde jeg en helt anden – mere faglig diskussion med min chef. Vi talte om forskellige grunde til uforklarlig infertilitet, så som befrugtningsproblemer og ikke at kunne passe sammen med sin partner rent fertilitetsmæssigt.

Ægudtagningen kom rent faktisk til at ligge på den selv samme dag, hvor undervisningen lå. I den efterfølende tid var jeg meget på vagt over for hvordan de reagerede overfor mig, men ærlig talt så synes jeg ikke jeg kan mærke den store forskel. Jeg ville alligevel ønske at de ikke viste noget.

mandag, juli 18, 2005 kl. 09:37

ferietid

Jeg holder ferie, ganske vist ikke fra arbejdet før på fredag, men fra infertilitet-ræset. I mere end et år, har jeg ikke været så lidt fokuseret på at blive gravid, som nu. Det er virkeligt vidunderligt. Da vi blev afvist i starten af måneden overvejede jeg meget om jeg skulle tage p-piller i en måneds tid – både for at slippe for tankerne og håbet om at blive gravid, men også fordi p-piller giver en vis frihed til at planlægge sig til en mens-fri ferie. Jeg valgte ikke at tage dem alligevel. Det skyldtes nok lidt tanken om, at hvis nu dette æg er det helt rigtige... Men endnu vigtigere for mig har været at undgå for mange hormoner. Der er jo hormoner nok i selve behandlingensforløbet.

Men lige nu ærgrer jeg mig alligevel over at jeg ikke tog de p-piller. Jeg har på fornemmelsen at jeg har haft ægløsning i denne weekend, og det er ca. 1 uge før jeg forventede det. Det betyder at jeg får min mens midt i min ferie, men hvad langt værre er så betyder det at jeg ikke kan melder mig til behandling ved næstkommende mens, da jeg i så fald er i tyskland under ægudtagning og oplægning. Jeg håber virkelig at regnestykket går op og jeg alligevel kan starte op på behandlingen. For selvom jeg holder infertilitets-ferie så er tankerne alligevel på vågeblus.

mandag, juli 11, 2005 kl. 10:36

Mit besøg i helvede – første IVF

Jeg vil gerne fortælle hele vores historie om behandlingen for ufrivillig barnløshed. Jeg ved endnu ikke hvordan den ender, men de første store udfordringer har vi da haft, og den største indtil videre har været vores første IVF forsøg.

I november 2004 var jeg på konference i England da jeg fik min menstruation. Jeg fik derfor min kæreste til at ringe ind for at tilmelde os vores første IVF forsøg. Inden da havde vi haft to inseminationsforsøg (IUI-H) i det private og to i det offentlige. Vi var mentalt klar til at gå videre med mere avancerede metoder, men desværre var der lukket for opstart af nye behandlinger pga. den forstående juleferie. Vi kunne dog godt nå endnu et IUI-H inden jul, hvilket vi sagde ja tak til.

DAG 1: Desværre blev vi heller ikke gravide i dette femte IUI-H, og jeg fik min menstruation lillejuleaften. Igen ringede vi ind for at høre om vi kunne starte i IVF behandling. Og denne gang ringede en sød dame og fortalte, at de gerne ville tilbyde os en plads. Vi fik tid til scanning på 21. dagen, samt mulighed for at vælge mellem indsprøjtninger eller næsespray til nedregulering. Jeg er ikke særlig god til at leve mit liv efter et ur, så jeg valgte indsprøjtningerne (Suprefact), da det kun var en gang om dagen.

DAG 21: Ved scanningen på dag 21 var jeg lige midt i min naturlige ægløsning, så jeg fik en ny scanning en uge senere.

DAG 28: Denne nye scanning viste at jeg havde haft ægløsning og at slimhinden var tyk som den skulle være på dette tidspunkt. Derfor fik jeg instruktion i at anvende kanyler og medicin. Jeg fik en ny tid til scanning 14 dage senere, hvor jeg forventedes at have fået min menstruation i mellemtiden.

DAG 42: Det fik jeg, og selvom den var stoppet, var jeg begyndt at små-bløde igen. Scanningen viste at jeg havde afstødt min tykke slimhinde og at den nye slimhinde var under 5 mm, hvilket i fagsproget hedder en small slimhinde. Det hele så fint og normalt ud. Jeg havde omkring 20 små æganlæg parat, hvilket vist er ret gennemsnitligt. Jeg kunne derfor starte med hormonbehandlingen (150 IE Gonal-F). Under stimuleringen med Gonal-F, skulle jeg fortsætte med Suprefact i halv dosis for at forhindre spontan ægløsning.

DAG 50: En ny scanning, 8 dage efter hormonstimuleringens start, viste at der var gang i folliklerne. Min. 8 stk. havde udviklet sig til 12-14 mm. Jeg skulle fortsætte med samme dosis Gonal-F og Suprefact.

DAG 52: Min follikler havde vokset sig større og der var ca. 12 stk. Den største var på 17 mm, mens de fleste var 14-16 mm. Jeg fik af vide, at folliklerne nu havde den rette størrelse og at jeg om aften skulle tage den ægløsende sprøjte. Jeg syntes selv at det var for tidligt, men sagde ingenting da lægen jo nok viste bedst (dette har jeg fortrudt og kan kun anbefale selv at ytre sin mening under behandlingen – de lytte faktisk til dig og har siden hen taget mange at mine kommentarer til efterretning).
kl. 22om aften fik jeg så sprøjten der skulle supermodne mine æg. Selvom dette hormon er et ægløsende hormon får man ikke ægløsning, da de tager æggene ud af folliklerne umiddelbart inden ægløsningen, så det hele er timet ret præcist.

DAG 54: Kl. 8.15 mødte vi op med en sædklat i et lille plastikbæger – og ja, dette var faktisk alt min kæreste skulle levere i denne behandling – og nej alligevel, for han var en stor støtte og var med til alle scanninger (men han arbejder også på hospitalet, så det var jo ret nemt for ham at være tilstedet). Desuden var det ham der har givet mig alle injektionerne med medicin.
Omkring kl. 8.30-9 blev vi kaldt ind til sygeplejersken, som fortalte lidt om hvad der skulle ske. Jeg fik lagt et drop i armen til morfin, fil tre piller (to smertestillende og en beroligende) som jeg skulle tage kl. 9.30. Desuden skulle jeg på en skala fra 1-10 fortælle, hvor nevøs jeg var. Jeg valgte fem for jeg var lidt bange for smerterne.
Kl. 10 blev vi kaldt ind til selve ægudtagningen. Jeg var rimelig rundtosset af den beroligende pille, og det hele var lidt sløret. Jeg blev bedt om at tisse, og kan huske, at jeg virkelig måtte anstrenge mig for at tage bukser og trusser af. Jeg lagde mig op på biksen, med kæresten placeret ved venstre hånd og sygeplejersken ved højre arm og droppet, desuden var der en læge og en laborant i lokalet. Jeg blev først scannet, og allerede der fornemmede jeg, at det ikke var helt godt, for jeg blev spurgt, om jeg havde husket at tage den ægmodende sprøjte (åh nej det glemte jeg sørme – helt ærlig hvad tror de lige – selvfølgelig havde jeg taget alle de sprøjter som jeg havde fået besked på og på nøjagtig det rette tidspunkt).
Nå, men de startede med at tømme folliklerne for væske. For hver follikel blev der råbt ”skyl” og laboranten leverede røret med follikelvæske til laboratoriet hvor endnu en laborant undersøgte væske for at finde ægget. Jeg havde syv follikler i højre æggestok og de fandt kun et æg, så kun en gang blev der råbt ”æg”. Det gik noget bedre ud i den anden side, hvor jeg havde fem follikler og fik fire æg ud.
Det tog måske et kvarter, og gjorde faktisk ikke ondt, Jeg kunne da godt mæske at de lavede noget i mit underliv, men ingen egentlig smerte.
Vi fik af vide at fem æg var godt nok, og at vi skulle ringe to dage senere og så komme til ægoplægning. Det ville kun lægge et æg op pga. min alder. Jeg spurgte, ” hvad nu hvis der ingen æg er?”, og fik svaret ”det skal du ikke bekymre dig om”.
Efter ægudtagningen lå jeg lidt på en biks i en halv times tid, hvorefter vi tog hjem. Jeg blødte en lille smule, men det holdt hurtig op. Det meste af eftermiddagen sov jeg, og var egentlig frisk igen om aftenen. Jeg havde ingen smerter i de efterfølgende dage men en lidt underlig fornemmelse – en del af mig var jo langt borte og uden for min krops kontrol (ikke at den havde styret det ret godt indtil da).

DAG 56: Vi kørte på arbejde som vi plejede, men lidt senere hjemmefra, så vi kunne ringe fra bilen sammen kl. 9.15. Jeg havde fået min kæreste til at ringe, da jeg havde sådan en dårlig fornemmelse. Allerede da han fik kontakt, havde sagt mit navn og CPR. nr., for derefter at blive viderestillet til en læge, viste jeg at det var dårligt nyt. Der var ingen æg til oplægning. Af de fem æg var kun et blevet befrugtet og det havde delt sig forkert med flere cellekerner. Desuden var beskeden at vi kunne ringe ind igen efter en måneds pause. Det var uden tvivl den værste dag i mit liv. Jeg havde været forberedt på, at der ingen æg var til oplægning, men alligevel var jeg bundulykkelig. Min kæreste kørte mig hjem igen og jeg græd hele den dag og næste med. Faktisk græd jeg i en hel uge og var sygemeldt fra arbejdet. Det var meget hårdt og jeg spekulerede meget over hvad der var gået galt. Var æggene umodne? Kunne min kærestes sædceller ikke befrugte æggene rigtigt? Hvad betyd det at et æg var fler-kernet (polynuclear)? Jeg savnede information og villet meget gerne have haft et tilbud om en samtale med en læge.

DAG 66: Jeg fik min menstruation som jeg plejede. Faktisk var det ret lærerigt at prøve hvordan kroppen reagere når man ved 100% at man ikke er gravid. Brysterne bliver ømme og det rumler, prikker og niver i maven.

Historien fortsætter med mit første ICSI forsøg, som jeg vil skrive om senere.

onsdag, juli 06, 2005 kl. 11:38

Afvist

Vi blev selvfølgelig afvist i denne omgang. Der var selvfølgelig mange som havde ringet ind efter sommerferieperioden og de tager jo dem som er blevet afvist to gange allerede. Det er acceptabelt, selvom det også er surt. Måske er der bedre held næste gang og tredje gang skal de jo tage os.

kl. 11:12

Min nye blog

Hej derude

Ja, så har jeg altså valgt at flytte blog-site af grunde som jeg nok skal fortælle senere.
Jeg har valgt at flytte mine indlæg, som jo heldigvis ikke var så mange, ind i dette indlæg. Derfor består dette indlæg altså af en række indlæg jeg tidligere har skrevet på en anden blog (som bliver slettet snarest).


Skrevet søndag d. 30/6 2005: Hvem er Monja?

Mit navn er Monja (på denne side). Jeg er født i 1973.
Jeg bor sammen med min kæreste på et lille landsted i Nordsjælland. Faktisk er det på denne gård jeg er vokset op. Min kæreste og jeg købte halvdelen af gården af min mor i april 2004. Min mor og far bor stadig på gården, men har deres egen afdeling.
Jeg mødte min kæreste for fem år siden. Vi har begge taget den samme uddannelse på universitetet, og er begge ved at lave vores PhD. Mit speciale er genetik og min kæreste arbejder med kræftforskning. Det er et perfekt tidspunkt for os at få børn. Vi startede allerede på projektet lige efter jeg havde afleveret mit speciale. Det var i februar 2003.

Kommentarer på dette indlæg:

Amocca tirsdag, d. 28. jun
Hej MonjaFaldt lige over din blog ved et tilfælde - det er nu så dejligt at falde over andre infertile danske bloggere...Vi er et lille "blogsamfund" af infertile, og vi ville da blive glade om du ville hygge sammen med os...Kan se at det er længe siden du har skrevet, men måske ville du finde lysten, hvis du så vor meget vi andre "bruger" hinanden?Amocca - bestyrer af kaffebaren, kig forbi ;)

M.S tirsdag, d. 28. jun
Hej MonjaDu kender ikke mig, og jeg kender ikke dig.Jeg fandt dig på google under infertilitet.Måske skriver du ikke på bloggen mere ?Hvordan gik jeres første ivf forsøg.Slå et smut forbi blogland.


Skrevet fredag d. 1/7 2005: fra temperaturmåling til udredning

Dette er mit første indlæg i mange måneder, og jeg mangler faktisk at fortælle min historie. Jeg blev ret hurtig utålmodig da der ikke skete noget på børnefronten. Allerede efter et par måneder begyndte jeg på temperaturmåling for at fastslå ægløsningstidspunktet. Dette system virkede fint for mig - jeg havde en klar stigning i temperatur omkring 16-18 dagen efter 1. menstrationsdag. Dette passede overens med en cykluslængde på 31 +/- en dag, samt at jeg oplevede milde smerter i mit underliv umiddelbart inden temperaturstigningen.
Min kæreste havde, med en tidligere kæreste, haft en provokeret abort bag sig, og da han samtidig havde fået målt sin sædkvalitet adskillige gange i forbindelse med sæddonation, var vi ret overbevist om at problemet ikke lå hos ham.
Ironisk at han muligvis har hjulpet andre ufrivillige barnløse med at få børn når vi nu kæmper så hårdt selv. Men jeg har det 100% fint med det, men jeg er glad for at det er anonymt, og at der ikke en dag dukker et barn op med min kæreste som biologisk far. Jeg er faktisk lidt stolt af at han har gjort det - også selvom jeg ikke helt er klar over hvor mange overvejelser han har gjort sig om det. Vi snakker ikke rigtig om det og jer er vist den eneste han har fortalt det til.
Tilbage til mig, som jo nu tilsyneladende var skyld i problemet. Da mine menstruationer blev mere og mere smertefylde begyndte jeg at mistænke endometriose. Jeg havde en veninde der havde denne sygdom og havde fået fjernet nogle cyster i underlivet. Jeg besluttende derfor i september 2003 at gå til lægen - kun et halvt år efter at jeg havde smidt p-pillerne. Min kæreste tog med, så vi måske også kunne få en snak om vores problem med at få børn.
Min læge, som jeg var meget glad for, afviste helt at mine smerter kunne være endometriose. Til gengæld ville hun meget gerne undersøge os for vores manglende fertilitet. Min kæreste fik henvisning til sædprøveanalyse og jeg skulle have taget blodprøver for progeteron, LH og FSH.
Hun ville også gerne henvise mig til en undersøgelse af æggelederne - også kaldet en HSG - på Glostrup Amtssygehus. Denne undersøgelse skal ske mellem menstruation og forventet ægløsning.
Jeg var lige midt i ægløsning da jeg var hos min egen læge, og først mente hun, at det slet ikke kunne lade sig gøre at få i stand i løbet at kun 14 dage. Men da hun så hvor fortvivlet jeg var, sagde hun at hun ville gøre hvad hun kunne. Derfor havde vi alle resultaterne fra denne første udredning i løbet af kun 1 måned.
Ved en ny samtale med vores læge (hun var også min kærestes læge) fik vi resultaterne af vide. Min kærestes sædkvalitet var god med 40 millioner sædceller/ml og god bevægelighed. Jeg havde haft ægløsning i den pågældende cyklus med en progeteronværdi på 85, hvilket var over middel. Mine LH og FSH værdier var ligeledes helt normale. Det var heller intet at komme efter på HSGen som viste fin passage i begge æggeledere. Vores læge kunne ikke gøre mere for os og henviste os derfor til en fertilitetsklinik. Valget faldt på Peter Lundstrøm i Ballerup, da vi på det tidspunkt boede i Ballerup. Henvisningen blev sendt af sted i slutningen af oktober 2003.

Kommentarer på dette indlæg:

M.S fredag, d. 1. jul
Velkommen tilbage Monja :-)Jeg håber, du får glæde af at skrive på bloggen.Knus M.S
Mira lørdag, d. 2. jul
Hej MonjaVelkommen tilbage til blog-verdenen. Jeg er endnu en infertil blogger, vi er ved at være en del efterhånden. Helt vildt hyggeligt!!!Mange hilsner fra Mira

Skrevet søndag d. 3/7 2005: Den månedlige nedtur

Jeg er begyndt at pletbløde, hvilket altid er et sikkert tegn på at menstruationen er på vej. Jeg bliver altid en lille smule nedtrykt på denne dag, hvor de første spæde beviser på at der heller ikke var gevinst i denne måned, optræder. 28 gange har jeg ventet og håbet på at det lykkedes denne gang, og 28 gange er jeg blevet skuffet. Nogle gange er skuffelsen større end andre gange. Det er klart, at efter kunstig befrugtning, enten inseminering eller IVF/ICSI, er skuffelsen størst, da forhåbningerne også er større i disse cyklusser. Men selv nu, hvor jeg holder pause mellem to forsøg gør det ondt. At blive mindet om at man er en fiasko. Tiden hvor man kan holder et ønskebarn i sine arme føles uendelig langt væk. Det positive er, at jeg nu snart kan ringe ind til mit behandlingssted og forsøge at komme i gang med et nyt forsøg med ICSI. Men så begynder spekulationerne også. Hvad nu hvis vi bliver afvist? Der har jo lige været lukket for tilmelding pga. sommerferie, så der er sikkert flere, der melder sig i denne måned. Desuden, hvordan kan behandlingen tilpasses forskellige rejser i forbindelse med vores egen sommerferie og arbejdsrelateret rejser til udlandet? Der er vist ikke andet at gøre end at vente til mens kommer for alvor og så håbe (xxx)

Kommentarer på dette indlæg

M.S mandag, d. 4. jul
Fiaskofølelsen kender jeg alt for godt, og den er bare ulidelig at bære rundt på.Jeg krydser for, at i kommer med i denne omgang.Knus M.S

Skrevet mandag d. 4/7 2005: Hvorfor bliver jeg ikke gravid?

Jeg tror det er en naturlig ting at overveje, hvorfor man ikke opnår den ønskede graviditet nogle måneder efter søsætningen af 'projekt baby'. For nogle er det garanteret ligetil - uregelmæssig menstruation - problemer med ægløsning. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke mener at en uregelmæssig cyklus ikke kan give grund til spekulationer. Der er jo også et utal af forskellige omstændigheder som kan føre til manglende ægløsning.
Mennesker er vist indrettet således at vi søger en forklaring på hvorfor... Nogen gange er det bare ikke så lige til. Vi fik diagnosen 'uforklarlig barnløs'. Der var intet i vejen med os, i hvert fald ikke som lægerne umiddelbart kunne finde ud af. Jeg har følt at det var meget frustrerende ikke at vide hvad der er galt. Giv mig dog en grund - en forklaring. Hvordan skal de (læs lægerne) kunne behandle os korrekt når der ingen forklaring er på problemet? Og det kunne de så heller ikke. Vi har kørt standardprotokollen igennem for uforklarlig barnløse og er landet ved endestationen (som ikke er en graviditet - ikke endnu i hvert fald). Vi gennemgik fem inseminationsbehandlinger med negativt resultat til trods for fine follikler, tyk tredelt slimhinde og god sædprøve hver gang. Det kunne vi have udgået for det viste sig at det sandsynligvis er problemer med befrugtningen. I første forsøg (IVF) fik vi fem æg ud af 12 follikler og kun et blev befrugtet men egnede sig ikke til at lægge tilbage. Næste gang fik vi otte æg ud af ni follikler og alle otte blev befrugtet, men i dette forsøg blev der også foretaget ICSI (en sædcelle sprøjtes ind i hvert æg). Altså må vi konkludere at mine æg ikke kan befrugtes uden hjælp. Problemer med befrugtningen er årsagen til infertilitet i 25 % af alle de par der får diagnosen 'uforklarlig barnløs'. Nu hvor der er kommet en forklaring på problemet skulle man mene, at jeg var tilfreds, men nej. Jeg ønsker at vide hvorfor mine æg ikke vil befrugtes af min kærestes sæd. Er der ændringer i mit arvemateriale? Er min ægkvalitet nedsat? Kan de befrugtes med en anden mands sædceller (ikke at det er relevant)? Passer vi bare ikke sammen?
Uf, hvor er det bare frustrerende at være infertil.

Kommentarer på dette indlæg

Solsikke mandag, d. 4. jul
Ja, det er frustrerende. Jeg har diagnosen endometriose, men heller ikke mere end det. Fin passage i æggelederne, fin ægløsning, regelmæssig menstruation og manden har flot sædkvalitet. Hvis man i det mindste vidste hvad der var galt. Men det er nok forbandelsen ved at være naturvidenskabeligt uddannet.Held og lykke til jer!

Mira mandag, d. 4. jul
Hos os er der indtil videre heller ikke fundet nogen "fejl" men jeg bliver stadig ikke gravid... Vi har ikke prøvet IVF endnu så vi ved ikke om det kan være selve befrugtningen der går galt.Det ER dødfrustrerende og man vil bare SÅ gerne have en forklaring. Og som Solsikke siger så vi er jo nok lidt ekstra opsatte på at finde en forklaring som "videnskabs-kvinder" :-)Knus fra Mira

mandag, juli 04, 2005 kl. 22:20

Her kommer Monja